Ydre orden giver indre ro – Budstikkens tillæg

Boligavisen
Budstikken – Boligavisen

Af Peter Rasmussen

Rod og uorden er utroligt energirøvende. Orden giver ro og balance. Det kommer næppe som den store overraskelse, at rod begrænser overblikket, giver stress og udbrændthed. Men, hvor stor en betydning det har, vil sikkert overraske de fleste.
Det såkaldte ”lean” princip, hvor man målbevidst går efter at skabe ydre og indre orden, vinder hastigt frem. Både i erhvervslivet, hvor man har fået øjnene op for de økonomiske gevinster, og i privatlivet.
Lena Bentsen driver virksomheden ”LeanLiving”, som Boligavisen har besøgt. Igennem coaching lærer hun private og virksomheder, hvorledes der skabes orden og system i hjemmet, på arbejdspladsen eller i organisationen. Omgives man af rod, stjæler det ens energi og overblik. Det er opslidende, nedbrydende og dyrt, siger Lena Bentsen fra LeanLiving.
Vi befinder os i noget af det smukkeste natur, som findes i området omkring Kolding og før man når hoveddøren, mødes man af en spændende forhave, hvor den store guldfiskedam dominerer. En have, som byder på mange sanseoplevelser, men som også byder på orden og system. Oplevelsen fortsætter på den anden side af hoveddøren. Smukke lyse rum, velvalgte karismatiske møbler og frem for alt: orden.
Vi er på besøg hos Lena Bentsen, og hendes smukke hjem kommer ikke som en overraskelse.
Den tidligere redaktør af magasinet Liv & Sjæl, driver nemlig i dag virksomheden LeanLiving, og lever således af at skabe orden, både i det ”ydre” og det ”indre” rum.

Uorden stjæler energi
- Rod og uorden er utroligt energirøvende. Det er næsten umuligt at have en indre orden, hvis man omgives af uroden. Derfor starter enhver proces med en oprydning, fortæller Lena Bentsen. Og oprydning skal tages meget bogstaveligt. Ting, der ikke bruges mere er ”døde” ting, og bidrager ikke med energi. Ud med dem. – Vi taler ofte om hvorvidt en ting ”bor” der, hvor den ligger. Bor den gamle afvis der? Bor bunken af tøj der? Hvis de ikke bor der, er de hjemløse og råber på opmærksomhed hele tiden. Og så må de flyttes hen, hvor de bor, siger hun. Det lyder lidt banalt, men det har langt større effekt end mange gør sig tanker om.

Alting indeholder informationer
Uanset hvad vores øjne falder på vil det indeholde informationer. Tag f.eks. bøgerne i reolen. Hvis du tager en bog ud, kan du fortælle, hvad den handler om. Du kan måske endda også fortælle, hvor du læste den henne – om det f.eks. var på en dejlig ferie. Bogen giver dig ubevidst en masse informationer. Det gør alle ting, som omgiver os. Rod indeholder også informationer. Forskellen er blot, at rod forstyrrer, hvorimod ting, som du sætter pris på og ting som er på plads, er med til at give dig overskud og overblik. Oprydning begrænser mængden af informationer, og vi vil derfor opleve mere ro, fortæller Lena Bentsen.
Rod betyder frustrationer, træthed og manglende overblik

Hvad er min passion
Vi spoler tiden lidt tilbage. Lena Bentsen har en ansvarsfuld og spændende stilling, men også
en idé om, at hun har andre kvalifikationer, som også gerne vil bruges. Hun har meldt sig ind i netværket ”Morgendagens Heltinder”, som omfatter erhvervskvinder fra alle mulige brancher. Et netværk, som har en række tilbud – og ét af disse var et kursus, ”Find din passion i livet”. Det kursus tog Lena imod, og der gik ikke lang tid, før hun var sporet ind på, hvad fremtiden skulle handle om.
Næsten før hun var færdig med kurset var LeanLiving en realitet, og hendes firma fik en fornem kickstart. For før hun vidste af det, var der en familie som rettede henvendelse. – Rod og usmidighed giver frustrationer og dårlig trivsel, og det var meget tydeligt hvilke forandringer, der skete næsten med det samme, fortæller Lena Bentsen. Ikke alene gav det ro og glæde i familien, at der blev orden i hjemmet. De begyndte at skynde sig hjem. Og i stedet for ydre forstyrrelser, kunne de nu være sammen.

Seriøs virksomhed
Det er bestemt ikke kun private, som henter hjælp hos Lena Bentsen. I erhvervslivet har man for længst fået øje på hvor bekosteligt det er, hvis det roder. Lena giver selv et eksempel:
- To kontorer er slået sammen. Der er travlt. Mapper og papirer har endnu ikke fået nye pladser og bunkerne vokser op alle ledige steder. Personalet er trætte og stressede.
- Her foregår min coaching ved, at jeg spørger ind til deres arbejdsgange og foreslår organisering af tingene, oprydning og udsmidning, samtidig med anskaffelse af praktiske og pæne opbevaringsbokse og møbler. Resultatet er igen ro, fornyet arbejdsglæde, mere energi og fokus på kerneområdet: kunden, fortæller Lena og nævner et andet eksempel:
- Et fritidshjem bruger alt for meget tid på at rende efter ting og lede efter ting. Der er ikke system i de ting, som skal anvendes og hvor de skal anvendes. Legetøj roder og personalet mangler tid og overskud. Her foregår min coaching ved, at jeg igen spørger ind til arbejdsgange og foreslår reorganisering af de mange ting, samt grundig oprydning og udsmidning.
Det er anerkendt, at en sådan indsats ikke alene kan aflæses på kvaliteten af det daglige arbejde, men i høj grad også på bundlinjen i virksomheden. Og så har det den afledte positive effekt, at medarbejderne tager den nye orden med sig hjem. At der sker en større holdningsbearbejdning af den enkelte medarbejder.
Faktisk blev ”lean” begrebet skabt af én af verdens største koncerner, Toyota koncernen. Man ønskede at trimme og smidiggøre sin produktion og organisation, hvilket gav fantastisk gode resultater.

Ingen begrænsninger
Lena Bentsen har meget at se til. Både i form af konkrete konsulentopgaver og i form af foredrag.
Foredrag, som afholdes på virksomheder, men også i aftenskoler og i foreninger. Det er noget, som Lena gør med stor glæde.
- Det er så vigtigt for mig at komme i dialog. At få lov til at forklare, hvad principperne i at skabe orden faktisk er. For man skal huske på, at hvis man omgives af rod og uorden, så stresses man og man mister overblikket. Man ser ikke løsningerne, selvom de måske findes ligefor, slutter Lena Bentsen.
Der sker noget med de mennesker, som får skabt orden. Glæde, overblik og ny energi vælter frem, siger Lena Bentsen

Fakta
LeanLiving, beskæftiger én person, nemlig Lena Bentsen selv. Det at skabe orden er ikke kun en ydre, men i endnu større grad en indre proces. Derfor vil en coaching være et spørgsmål om tryghed og tillid. Lena Bentsen kan bestilles som konsulent, coach og foredragsholder.
Du kan se meget mere på hjemmesiden www.leanliving.dk

Der er lukket for kommentarer.