Lav plads til det sjove i livet – Budstikken

Budstikken
af cbr
Lav plads til det sjove i livet
Man skal ikke være bange for at sige farvel og tak til ting, man har haft glæde af, men ikke længere har brug for.
Efterhånden som vintermørket letter, og forårslyset trænger ind igennem vinduerne, bliver det pludselig smerteligt tydeligt, hvis der ligger noget ude i krogene. Det er nu, trangen melder sig til en god omgang hovedrengøring og grundig oprydning i skabe, skuffer og andre kroge, hvor man måske har fået stuvet ting af vejen.

Fri for dårlig samvittighed
Særligt oprydningen knækker mange halsen på, når de står midt i det. Og her er halvgjort i hvert fald ikke velgjort – snarere tværtimod.
- Alle kan lære at rydde op og holde orden, siger oprydningsekspert Lena Bentsen fra LeanLiving. Hun forklarer, at der er rigtigt mange gode grunde til at få ryddet op. Det skaber overblik og giver mindre stress. Dermed får du en bedre og nemmere hverdag og et sundere liv. Orden giver overskuelighed; så det er også mere økonomisk, fordi du undgår klatkøb og dobbeltkøb. Her bruger Lena Bentsen klædeskabet som eksempel:
- Du bruger kun 20 procent af dit tøj. De 80 procent, du ikke bruger, skaber uoverskuelighed og giver dig følelsen af, at du ikke har noget at tage på. Får du ryddet op i klædeskabet, ved du præcis, hvad du har, hvad du har brug for og ikke har brug for. Det samme gælder i køkkenet – både i forhold til madindkøb og køkkenudstyr.
Lena Bentsen sammenligner orden med at have ferie:
- Du kan slappe af, når der ingen rod er, fordi du er fri for at have dårlig samvittighed. Den enkelhed, som orden skaber, giver plads til det sjove i livet. Orden har en kæmpe effekt i forhold til overskud, derfor har det en positiv afsmitning på mange sider af dit liv. For eksempel på parforholdet.

Helt i bund
Når du vil rydde op, foreslår Lena Bentsen, at du gør dig klart, at der er tale om en livsstilsændring. Det er også vigtigt ikke at sætte sig for store mål og at afsætte rigeligt med tid. Du kan ikke nå et helt hjem igennem på en weekend – overfladisk oprydning er ikke nok; du skal helt i bund, ellers vender rodet bare hurtigt tilbage.
- De to vigtigste områder at starte med er køkkenet og soveværelset. Køkkenet, fordi det er dér, vi skal overleve – der skal være plads til at kunne lave mad. Soveværelset, fordi det er dér, vi skal hente fornyet energi. Rod dræner én for energi, fortæller Lena Bentsen.

Rod tærer på dig
Det gælder om at være konsekvent.
- Spørg dig selv: Hvad betyder denne ting for mit liv fremover?, forklarer Lena Bentsen. Alting har en udløbsdato. Man skal ikke være bange for at sige farvel og tak til ting, man har haft glæde af, men ikke længere har brug for. Ting, der er i stykker skal ud. Reparerer du det ikke med det samme, er det bedre at smide det ud, så det ikke tærer på dig.

Der er lukket for kommentarer.